DOWNLOAD DOCX

Administrativ medarbejder (Prøvemodtagelse) – Eksempel på ansøgning

Sagsarkivar og administrativ blæksprutte, samt engelsk/dansk/svensk korrekturlæser

Som autodidakt administrativ medarbejder hos [Virksomhed], hvor jeg servicerer divisionerne med arkivering af deres sager og rapporter, ser jeg en oplagt mulighed for, at jeg kan fortsætte mit gode arbejde i jeres prøvemodtagelse. I mit nuværende job er jeg f.eks. ansvarlig for virksomhedens store sags- og rapportarkiv. Her er det f.eks. vigtigt, at jeg på kort tid kan fremfinde en sag og/eller rapport, som ligger mange år tilbage. Dels fordi det er et myndighedskrav, og dels fordi sagen/eller rapporten har relevans for en konkret opgave, som ingeniørerne eller teknikerne arbejder på. Jeg er god til mit job, og finder det både motiverende og meningsfyldt at arbejde med kvalitetssikring, dokumentation og strukturering. Derfor ved jeg også, at jeg hurtigt vil blive en værdifuld medarbejder i jeres prøvemodtagelse.

Struktureret og god til effektive flows og arbejdsprocesser

En af mine store styrker er at strukturere og skabe flows, der understøtter kvalitet og dokumentation. Eksempelvis har jeg selv opbygget [Virksomhed] sagsarkiv (sagerne lå tidligere decentralt hos de enkelte divisioner). Sagsarkivet fungerer til UG, og er noget jeg ofte får stor anerkendelse for. Så selv om fysiske prøver, kan kategoriseres i en anden boldgade end sager og rapporter, er der mange ligheder, som jeg direkte kan overføre i jobbet i prøvemodtagelsen hos jer. I kan således altid være sikre på, at jeg har styr på alt fra modtagelse af prøverne, til registrering, distribution, og evt. forsendelse til andre laboratorier.

Selvstændig, men samtidig god til at samarbejde

Udover sagsarkivet, arbejder jeg med at besvare kundehenvendelser, modtage kunder og kursister, korrekturlæsning af rapporter, sager og undervisningsmaterialer, samt mange andre administrative opgaver. Jeg kan derfor løse alle de vekslende opgaver, som jeres nye medarbejder får ansvaret for. I får desuden er medarbejder, der er god til at arbejde selvstændigt, og som sætter pris på selv at tilrettelægge arbejdet. Her hjælper min struktur og mit fokus til at drive opgaverne i mål. Samtidig nyder jeg at arbejde sammen med kollegerne. F.eks. når vi er flere korrekturlæsere på et større projekt. Jeg værdsætter her både det faglige og det sociale, som altid formår at bidrage positivt til en ellers travl arbejdsdag.

Et stort ønske at arbejde hos [Virksomhed], som jeg altid hører meget godt om

Jeg kender jeres virksomhed, og har kun hørt meget godt om den. Derfor er jeg også særlig interesseret i jobbet. Lighederne mellem [Virksomhed] og min nuværende arbejdsplads er mange, og selv om vi ikke arbejder ud fra GMP, kender jeg en del til GMP, samt til andre Best-practice-systemer. Typisk ud fra audit-perspektivet. Det ville glæde mig meget at være en del af en så dynamisk og fremsynet virksomhed som jeres, og arbejde med det som jeg er allerbedst til. Jeg ser derfor meget frem til en samtale om jobbet.

 

Med venlig hilsen

Fornavn & Efternavn