DOWNLOAD DOCX
Svømmehalsassistent – Eksempel på ansøgning
Svømmeassistent med uddannelsen og motivationen på plads
Det vil betyde rigtig meget at blive vikar ved [Svømmehal]. Jeg er uddannet svømmebadsassistent, og arbejdede indtil COVID-19 som vikar/assistent i et større badeland. Før det var jeg, i forbindelse med uddannelsen, i 18 måneders praktik ved [Svømmehal]. Kort tid efter, at Danmark lukkede ned, stod jeg uden arbejde, og har de seneste to år arbejdet som rengøringsvikar. Jeg savner svømmebadsjobbet, og vil derfor rigtig gerne tilbage hurtigst muligt. Jeg kender jeres svømmehal, og kan godt lide den afslappede stemning i hallen. Man føler sig altid godt modtaget af personalet. Denne atmosfære vil jeg gerne være en del af, ligesom jeg også selv kan og vil bidrage til den gode stemning.
Er kommet i svømmehal siden jeg var barn, og ønsker et arbejdsliv i en svømmehal
Jeg har altid elsket svømmehaller, og svømmede meget som barn. I en kortere periode også som konkurrencesvømmer. Som ældre teenager, der skulle tjene nogle lommepenge, var det derfor også oplagt at søge fritidsjob i en svømmehal. Jeg har der for hele mit liv haft en stor tilknytning til svømmehaller – både i og udenfor bassinerne – det ønsker jeg at fortsætte med.
Uddannet svømmebadsassistent med kurser i diverse vandaktiviteter
Som uddannet svømmebadsassistent er jeg skolet i alt fra rengøring, hygiejne, kemikaliehåndtering til kommunikation, service, konflikthåndtering m.fl. Desuden har jeg taget kurser i eventkoordinering, babysvømning, og som fitnessinstruktør. Jeg kan derfor både løse de grundlæggende opgaver i en svømmehal, samt tilbyde mine services inden for førnævnte kurser. Her kan jeg tilføje, at jeg inden pandemi-nedlukningen har undervist i babysvømning ved [Svømmehal]. Noget som jeg satte stor pris på, og hvis muligheden byder sig, er jeg åben for at undervise i diverse vandaktiviteter. Jeg har gennemført kurser i førstehjælp, samt naturligvis også taget både bassin- og livredderprøven. Sidstnævnte står dog til at skulle fornyes.
Glad, pligtopfyldende og fleksibel
Som person er jeg servicepræget, altid i godt humør, og god til at holde en behagelig dialog med både kunder og kolleger. Jeg er ikke bange for at tage fat, og kan selv se, hvor jeg kan gøre en forskel. Jeg er generelt meget energisk, og god til at tage både initiativ og ansvar. Eksempler på dette er, at jeg kan se, hvis der skal ryddes lidt op i svømmehallen, og jeg tager også initiativ til forbedringer og/eller aktiviteter, der kan gavne både svømmehallen og gæsterne.
Kan starte med det samme
Jobbet hos [Svømmehal] matcher rigtig godt mine ønsker til en fleksibel arbejdsdag, hvor jeg dog også har mulighed for at starte tidligt. Fleksibiliteten kan jeg f.eks. bruge til events som babysvømning, hvis dette har jeres interesse. Jeg ser meget frem til en personlig samtale.
Med venlig hilsen
Fornavn & Efternavn