DOWNLOAD DOCX
Servicetekniker (Håndværk) – Eksempel på ansøgning
Teknisk stærk, og med erfaring fra en ordreproducerende virksomhed
De seneste to år har jeg arbejdet i en produktionsvirksomhed, der blandt andet forhandler landbrugsmaskiner. Her arbejder jeg som teknisk reparatør, og har ansvaret for at servicere og reparere maskinerne som virksomheden sælger til landbruget. Derudover er jeg en del af holdet, der ombygger og specialbygger landbrugsmaskiner til kunderne. Jeg ser på ofir.dk, at I søger en teknisk stærk profil til at supportere produktionen. Da jeg opfylder samtlige krav og ønsker, og samtidig får et kick ud af at være den, der supporterer en produktion, er jeg meget motiveret til jobbet.
Selv om produkterne i mit nuværende job adskiller sig fra jeres, har jeg den faglige og erfaringsmæssige profil, som I søger. Jeg har endvidere hænderne skruet rigtigt på, og er både teknisk og håndværksmæssigt stærk. Derudover har jeg erfaring fra en virksomhed, der ligesom jeres er ordreproducerende. Jeg kender derfor produktionsprocesserne og præmisserne, som jeres produktion arbejder ud fra.
Smed, der er kvalitetsbevidst, og altid et skridt foran
Jeg er uddannet smed, og har altid vidst, at jeg skulle have en håndværksmæssig uddannelse. Siden jeg var helt ung, har jeg adskilt, samlet, og skruet på alt, som man kunne skille, samle og skrue på. Jeres produktionsteam får derfor en servicetekniker, der kan alt det tekniske, og som står på hovedet for, at produktionen altid fungerer optimalt. Jeg er kvalitetsbevidst, og har en god ordenssans. Det betyder f.eks., at jeg altid holder orden i værktøjerne, redskaberne, og alt det andet, som indgår i mit job. I mit nuværende arbejde er det også mig, der holder styr på værkstedet, og som har overblikket over værktøjerne og værktøjskasserne.
Jeg er selvstændig, og går meget op i at være et skridt foran, når jeg er på arbejde. For eksempel tænker jeg altid nogle dage frem. I kan derfor altid være sikker på, at produktionen har de ’velkendte’ reservedele rettidigt og, at nedetiden bliver holdt på et minimum. Jeg finder også gerne nye og smartere måder at arbejde på. Som eksempel på dette kan jeg nævne, at jeg hver fredag, når produktionen går på weekend, dedikerer en ekstra time til gennemgang af produktionen. På denne måde har jeg mulighed for at rette op på – eller gøre opmærksom på – mulige uhensigtsmæssigheder, inden et nyt hold møder ind mandag morgen. Som person og kollega er jeg vellidt, og hjælper hvor jeg kan. Humøret er også altid i top, og smitter let af på dem omkring mig.
Kan genkende jeres værdier
Jeg ser meget frem til at indgå i jeres serviceteam, og kan i høj grad både identificere mig med jeres værdier. Jeg kan endda genkende mig selv i dem. Jeg ser derfor meget frem til en snarlig samtale.
Med venlig hilsen
Fornavn & Efternavn