DOWNLOAD DOCX
Teamleder (Telesalg) – Eksempel på ansøgning
Engageret teamleder, med gode resultater i bagagen
Da jeg læste jobopslaget, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle søge jobbet. At være daglig teamleder for telesælgerne, og få et professionelt og profitskabende salgskontor op at køre i [By], er nemlig en topmotiverende udfordring, som jeg er den rette til at stå i spidsen for.
Min baggrund for at søge jobbet
I mine syv år på jobmarkedet, har jeg udelukkende arbejdet med telesalg. Først i tre år som telesælger, og siden i fire år som teamleder. I mit nuværende job er jeg teamleder for 25 telesælgere, hvor vi står for salg af head-set til danske SMV’ere. Som teamleder kan jeg dokumentere gode salgsresultater. Mit team overgår, for tredje år i træk, budgettets målsætninger, og sammen med mit team er det lykkedes mig at øge den årlige omsætning med, i gennemsnit, 14 % pr. år. Det gør mig også til firmaets bedste teamleder.
Jeg er den, der motiverer teamet til succes
Som jeres nye teamleder kan jeg etablere et succesfuldt team, af dygtige og engagerede telesælgere, der opfylder målsætninger, og gør det nyetablerede salgskontor i [By] til en kæmpe succes. Først og fremmest fordi jeg er meget god til at motivere telefonsælgerne. Dernæst – og lige så vigtigt – går jeg meget op i, at mit hold altid har den rette faglige viden. Det gør jeg bl.a. gennem daglig dialog med medarbejderne, som jeg hele tiden coacher. Hver anden uge har jeg et møde med hver telefonsælger. På mødet gennemgår vi sælgerens målsætninger og salgsresultater. Hver uge har vi et fælles teammøde, hvor emnerne typisk er: sales review og status på målsætningerne, faglige input og vidensdeling, succeshistorier, samt gode tips og forslag til forbedringer. Alle på holdet har desuden en makker. Makkerne er to, der går godt i spænd med hinanden, og som salgsmæssigt er på niveau med hinanden. Det skaber et godt fundament for lidt indbyrdes konkurrence, ligesom to makkere ofte tager ’kampen op’ med et andet makkerpar. Selvfølgelig bliver konkurrencerne også belønnet med gode præmier.
Det falder mig meget naturligt at motivere teamet. Jeg er ham der går forrest, og som med min positive begejstrende og kompetente tilgang, støtter den enkelte, såvel som hele teamet. Som teamleder trækker jeg også meget på min egen erfaring som telefonsælger, hvor jeg selv var så heldig at have en meget inspirerende teamleder, der også var en meget dygtig coach. Ham lærte jeg meget af. Min tilgang som teamleder og coach, er også den væsentligste årsag til at mine telesælgere, i meget høj grad, opnår deres individuelle og samlede mål for budget, performance og kvalitet.
Jeg er struktureret, og går meget op i altid at være velforberedt, når jeg møder på arbejde. Struktur og god forberedelse gør, at jeg altid griber de mange bolde, der altid er i luften. Ligesom det frigør mere tid til at coache, motivere, og til altid at være klar til at rykke i en hektisk hverdag.
Til en samtale kan jeg redegøre for, hvorfor jeg kan gøre jeres satsning til en succes
Jeg ser meget frem til at aftale en samtale, hvor jeg yderligere redegør for, hvordan jeg succesfuldt etablerer det nye kontor, og i særdeleshed teamet bag, der skal gøre kontoret til en succes. Da jeg sidder i uopsagt stilling, beder jeg venligst om jeres diskretion.
Med venlig hilsen
Fornavn & Efternavn