DOWNLOAD DOCX

Receptionist – Eksempel på ansøgning

Passioneret receptionist, der brænder for at gøre en forskel i servicefaget

Det er min drøm og store ambition at arbejde hos en stor international hotelkæde, som jeres. Da jeg samtidig har erfaringen og kompetencerne, som I søger hos jeres kommende receptionist, er det med stor begejstring, at jeg har læst stillingsopslaget på ofir.dk.

Kort om min erfaring og faglige baggrund

Jeg er uddannet receptionist, og har arbejdet i syv år som receptionist hos en dansk hotelkæde. Derudover er jeg uddannet serviceøkonom, og har en professionsbachelor i International Hospitality Management. En uddannelsesretning som jeg har prioriteret, fordi jeg ønsker at være blandt de bedste til mit job.

Nøglepersonen, der altid hjælper gæsterne trygt videre

Som jeres receptionist, vil jeg gå op i at gæsternes ophold altid kører på skinner. Dette oplever gæsterne ved, at jeg gør mit yderste for at levere den bedst mulige service i forbindelse med alle ønsker og behov som de har. En service, som jeg naturligvis klarer med et smil. Jeg motiveres nemlig af at kræse om gæsterne.

I får også en receptionist, der effektivt fungerer som bindeled mellem hotellets forskellige afdelinger, såvel som mellem hotellet, lufthavnen, turistbureauer, billetkontorer, biludlejningsfirmaer m.v. Med dette kan jeg sikre, at gæsterne bliver hjulpet trygt videre, uanset om det drejer sig om at benytte en af hotellets egne services, eller det er en service eller aktivitet ude i byen. Jeg har f.eks. et stort kendskab til seværdigheder og kulturudbuddet i området, ligesom jeg har oparbejdet et godt netværk, som jeg gerne trækker på, for at imødekomme særlige ønsker hos hotelgæsterne.

Hjælpsom og med en høj stresstærskel

Min passion for receptionistjobbet er altid til at få øje på. Jeg møder f.eks. altid glad og smilende på arbejde. Det er også smilet, gæsterne og kollegerne altid bliver mødt af, uanset om der er ekstra travlt, eller jeg har været mange timer på arbejde. Min stresstærskel er høj, og jeg er hjælpsom af natur.

Jeg kommer gerne til en jobsamtale

Da jeg som sagt har et brændende ønske om at arbejde som receptionist hos en international hotelkæde som jeres, håber jeg virkelig, at min jobansøgning har givet jer et godt indtryk. Jeg ser derfor meget frem til at være blandt kandidaterne, som I inviterer til en samtale.

Med venlig hilsen

Fornavn & Efternavn